HISTORIE

Ved freden i Roskilde i 1658 måtte Danmark afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm til Sverige. Det siges at Anholt da ved et tilfælde forblev dansk, idet en af de danske forhandlere holdt sin hånd på landkortet så den dækkede Anholt. Eller var det, som det også fortælles, et krus øl?

Fra forhistorisk tid fortæller arkæologiske fund om beboelse i yngre stenalder (grubekeramisk tid) og enkelte fund fra sidste del af ældre stenalder. På de friblæste stenrevler ser man stadig flintværksteder, og der gøres også spredte fund af flintredskaber. Bopladserne har uden tvivl ligget i læ af bakkerne hvor byen nu ligger, men på grund af sandflugt skal man ned i 1-2 meters dybde for at gøre væsentlige fund. Systematiske undersøgelser vedrørende Anholts fortid har ikke været foretaget, hvad der sikkert er årsag til at bronzealder ikke er påvist.

Vikingetiden er imidlertid repræsenteret ved enkelte fund fra sen vikingetid. En formodet piratvirksomhed på dette tidspunkt bekræfter måske sagnet om sørøveren Borris og hans borg på Sønderbjerg.

Ifølge kong Valdemars Jordebog fra 1231 skal kongen have haft et hus eller en jagthytte på Sønderbjerg. Anholt var altså krongods. I 1441 blev øen forlenet til Otto Nielsen Rosenkrands under Kalø len, men solgtes 1668 til toldforvalter Peder Jensen Grove, hvis enke i 1674 giftede sig med Hans Rostgaard til Krogerup, og siden da har Anholt været i slægtens eje.

Navnet von der Maase, som er en ændring af navnet Masius, blev en del af familienavnet i 1720, da Hans Rostgaards barnebarn, Conradine Sophie Rostgaard, giftede sig med major Frederik von der Maase, en søn af hofpræst Hector Masius. Af Anholts 2237 ha ejes nu ca. 1800 ha af advokat Jens Christian Rostgaard von der Maase. Af de ovennævnte 2237 ha er 2067 ha fredet ud fra landskabelige og videnskabelige interesser.

I kirkelig henseende hørte Anholt antagelig indtil midten af 1500-tallet til Morup sogn i Halland. Et sagn fortæller at efter at et helt brudefølge var forlist på vejen hjem fra Morup kirke fik Anholt sin egen kirke. Da præstekaldet var meget ringe, tilstod kongen 1551 præsten Peder Knudsen kongetienden af Voldby sogn. 1680 pålagdes det Århus-bispen at sørge for, at præsten af bønderne fik fisketiende og hvad han ellers havde krav på af afgifter. 1706 klagede præsten over sin elendige tilstand. Præsterne varetog tidligere skoleundervisningen, efter 1900 undertiden med bistand af en pogelærerinde. 1937 ansattes en andenlærer og fra 1. juni 1942 oprettedes et enelærerembede, hvorefter præsten fritoges for undervisning.

Fyrvæsenet begyndte med at der 8. juni 1560 udgik kongelig ordre til at der skulle opsættes en fyrpande på Anholt. 16. december samme år gentoges ordren hvorimod den søtønde, som ved kongebrev af 23. april 1560 var befalet udlagt på Anholt Rev ikke skulle udlægges. Senere udgik der jævnlig kongebrev om at fyrlampen skulle passes. Der brugtes træ til fyringen, men 8. marts 1564 forbød kongen at hugge ved i skovene på Anholt, for at de ikke skulle ødelægges og i 1579 gentoges ordren. Først var fyret vistnok et ”papegøjefyr”, senere blev det et tårnfyr og fra 1623 et vippefyr med kul som brændsel. 1622 gjorde Chr. IV akkord med Wigel Anchus om anlæggelse af en ”fyrbakke”efter hollandsk mønster, og i 1785 opførtes et ca. 35 m højt tårn med åbent blusfyr som 1805 fik lanterne og 1838 omdannedes til spejlfyr. Endelig opførtes i 1881 det nuværende tårn og fyret blev et linsefyr. På Ostebakken midt på øen var i sin tid et fyr der nu er nedlagt.

Øens navn. Der er flere teorier om navnets opståen og bortset fra almindelig ukendskab til det første navns oprindelse er rækkefølgen således:

anaol – Anold – Anolt – Ane Holth – Anholte – Anhaalt – Anholt.

NATUR

Størstedelen af øen er fredet. Fredningerne omfatter så godt som hele Ørkenen og Flakket, Sønderbjerg og Vesterklit samt Nordbjergs nord- og østskråninger. Der er bl.a. gennem fredningerne sikret offentligheden adgang til at gå langs strandene, i Ørkenen og Wilhelminelyst. Flakket er udlagt som reservat så det er ikke tilladt at færdes i området, men færdsel kan foregå langs stranden udenom Flakket.

ANHOLT BY

Bortset fra havnen er Anholt By øens eneste samlingspunkt for helårsbeboelse og dermed også for sociale og kulturelle aktiviteter. Mange gamle huse i bindingsværk, der ofte består af strandingsgods, kan ses i de små gader og flere af husene er gennem tiderne blevet forlængede efterhånden som nye generationer er kommet til familierne. De vigtigste bygninger og monumenter vidner om begivenheder i øens historie.

Kirken er fra 1819 efter at den forrige var blevet ødelagt under englænderbesættelsen. Fundamentrester tyder på en endnu ældre kirke nedenunder. Den romanske døbefond er fra Halland, der tidligere var Anholts kirkelige tihørssted. Altertavlen er malet af Carl Rasmussen 1889 og viser Jesus som går på vandet, mens en tidligere altertavle fra 1600-tallet med Nadveren nu hænger på nordvæggen. Klokkerne ved alteret, der er en gave fra øens ejer 1716, skulle støbes om 1909, men da de skulle sejles til fastlandet syntes postskipperen at det var synd og vendte tilbage til øen med dem.

Kirkegården har enkelte ældre gravsten, bl.a. for de to piger der druknede ved Vesterstrand i 1891. Den ny kirkegård blev anlagt i 1904 med et lille kapel. Her hviler alle de nyere generationer af anholtslægterne og bl.a. også fem allierede flyvere, der faldt ned ved øen under 2. verdenskrig på vej mod bombetogter i Tyskland.

Skolen nord for Forsamlingshuset er fra 1917 og udvidet i 1956. To trætavler fra den gamle skole fra 1843 er sat op i gangen. Skolen er en tre-klasset skole med børn fra børnehaveklassen til og med 9. skoleår. Den gamle skole, siden 1983 hjemsted for turistkontoret på øen, blev bygget i 1843. Bygningen ligger syd for præstegården og tilhører kirken.

Brugsen blev bygget i 1904 som hotel, men senere indrettet til selvstændig brugsforening, idag LokalBrugsen i Coop Danmark.

Lægeboligen i byens nordlige ende ved vejudfletningen mellem Nordstrandvej og Gennem Landet er fra 1929 og erstattede øens første lægebolig, der nu rummer øens lille museum. Ansættelse af fast læge vedtoges i midten af forrige århundrede, men har ofte senere givet problemer. Øen har også hjemmesygeplejerske og hjemmehjælp.

ANHOLT HAVN

Efter mange års politiske forhandlinger og tre års byggeri 1899-1902 fik Anholt en fiskerihavn der fungerer som tilflugtshavn for Kattegatfiskere, som hjemhavn for nogle få lokale kuttere og som trafikhavn for færgesejladsen til Grenaa.

Redningshuset er fra 1919 men bruges ligesom et tilsvarende hus ved byen nu ikke længere, idet en motorredningsbåd permanent er anbragt ved en af molerne. Den første redningsstation på Anholt oprettedes 1878 ved fyret, men ligesom redningshuset i byen er den senere blevet nedlagt; ved fyret i 1926 og ved byen i 1938. Redningsmandskabet har i årenes løb skaffet mange naturalier og kontanter til øen gennem bjergninger og flere spændende beretninger foreligger om dramatiske redningsaktioner. Af totalforlis har der alene været over 200 inden for de sidste 200 år.

Tilbagegangen for fiskeriet på Anholt skyldes flere forhold:

• Samfundsudviklingen i 1960erne gjorde det mere attraktivt for øens unge at søge uddannelse og beskæftigelse på fastlandet.

• Samme periodes løn- og omkostningsudvikling der yderligere blev forstærket i 1970erne, medførte en stadig forringet økonomi for kutterne idet samtidige

• nedskæringer i færgens fartplan fra tidligere 5 dobbeltture om ugen til 4 over 3 til senere 4 ture indebar forringede salgspriser for fangsterne, da der med færgen udgående fra Grenaa gik for lang tid mellem fangst- og salgstidspunktet. Flere fiskere flyttede derfor til fastlandet.

Med færgens vending i 1981 således at den nu udgår fra Anholt er der sket en væsentlig forbedring af forholdene, idet mængden af landede fangster målt i 1.000 kr. er blevet næsten fordoblet fra 1981 til 1982.

Før begyndelsen af 1800-tallet var øens kontakt med omverdenen uden egentlig plan. Omkring 1815 begyndte en art ”færgefart”, idet anløbsbroen ved fyret blev endestation for en månedlig dobbelttur, der via Anholt Knob fyrskib udgik fra Helsingør. I de følgende 100 år fortsatte besejlingen af øen med diverse postbåde, men i 1916 startede Det Forenede Dampskibsselskab ruten København-Grenaa-Anholt. Denne forbindelse varede kun i 3 år og indtil 1921 var besejlingen atter præget af tilfældigheder. Sidstnævnte årstal indsatte det nystartede ”Rederiet Anholt” en nybygning, M/S ”Vera” på Anholt-ruten således: København-Anholt-Grenaa-Ebeltoft med to ugentlige besøg på Anholt. Andre skibe benyttedes senere på ruten ligesom den også ændredes til at omfatte Aalborg og Århus.

I september 1963 ophørte rederiet og sejladsen blev så overtaget af Rederiet TORM A/S med skibet M/S ”Nordbjerg”. Kun tre måneder varede denne forbindelse, hvorefter Grenaa-Anholt Færgefart, det gamle Rederiet Anholt, indsatte ”Vera” igen.

Den 31. december 1966 sluttede en to-måneders prøvesejlads med den tidligere Læsø-færge som rederiet derefter købte til fast sejlads på Anholt under navnet ”Anholtfærgen”. I dag er navnet M/S ”Anholt” idet staten i 1981 skænkede en ny færge der samme år blev ”vendt”, således at færgen nu er hjemmehørende på Anholt. Færgen har en besætning på 7 personer.

Materialet her er udarbejdet af Anholt Turist- og Erhvervskontor

(dvs efter 1983 og i hvert fald før 1995, men også tidligere for det er skrevet af AN på skrivemaskine, så det er før pc-tid!)

Litteraturliste

Skov- og Naturstyrelsen

Grubekeramisk kultur

»Mens enkeltgravskulturen har domineret de centrale og vestlige dele af amtet, dominerede en ny kystkultur den østlige del. Omkring 2.800 f. Kr. kulminerede en flere hundrede år lang stigning i havets saltindhold med en vækst af sæler, fisk,  muslinger, snegle og andre havdyr. De rigelige mængder af vildt og havdyr trak den relativt unge bondekultur tilbage til jagt og fiskeri.

Der opstod en kystkultur langs Kattegats kyster med fællestræk, der dokumenterer en udbredt trafik mellem det sydlige Norge, den svenske kyst ned til Skåne, Anholt, Hesselø, Norddjursland og det øvrige Nordøstdanmark. Denne kystkultur, der i eftertiden er blevet betegnet grubekeramisk kultur efter den særlige grubedekoration på lerkar fra perioden, sandsynliggør, at der har været en ganske betydelig trafik på kryds og tværs af Kattegat allerede omkring 2.800 f. Kr.

Foruden grubedekorationen var også skafttungepilespidsen et karakteristisk element i den grubekeramiske kultur.

Grubekeramiske bopladser kendes fra Kolindsundområdet, Nordøstdjursland, Anholt, Randers Fjord og Samsø.«

Gengivet fra Århus Amt

Kulturhistoriske redegørelse, 2005.