Lad mig, i tankerne
starte med en begivenhed, som ikke så mange har oplevet; en
ganske bestemt sejlads hvor gamle ’Vera’ var mere end ti timer
om turen fra Grenå til Anholt. Det var i begyndelsen af
halvtredserne, nemlig 1952. Dette vil dog betyde, at jeg må lade
mine tanker glide lidt længere tilbage.
Jeg var bare 7 år
gammel første gang jeg besøgte Anholt i 1950, og jeg blev
allerede dengang meget glad for denne specielle ø, med en natur
helt for sig selv.
Jo, min faster var
gift med en overlæge i Randers, hvis område var tuberkulose. Han
hed Gregers Falkenfleth og min faster blev og bliver stadig
kaldt Mutter. Anholt lå under Gregers ansvarsområde, og en gang
om året kom han til øen for at lave tuberkuloseundersøgelser.
Han havde også et gennemlysningsapparat med, og det var vist
mere end anholterne kunne klare. Han kom med en maskine, der
kunne kigge lige igennem kroppen og ikke mindst ind i sjælen.
Uhadada.
Mine forældre samt
min bror og jeg blev af min faster og onkel lokket til at holde
ferie på øen; det var i 1950. Vi boede på et pensionat, der vist
hed Vesterled. Det var den senere postmester Helga, der drev
pensionatet sammen med sin mand. Senere samme år nedbrændte det,
og familien Aller overtog vistnok grunden dengang. Om
pensionatsparret derefter blev postmesterfrue og postbud med det
samme, ved jeg ikke, men få år senere, var Helga i hvert fald
postmester.
Året efter i 1951
var vi igen på ferie på Anholt, denne gang kun min far og min
bror. Dette år kom vi i det røde pensionat lige over for
forsamlingshuset. Vi boede der ikke, men spiste der. Vi boede i
det sidste hus ud mod ørkenen på højre side, et lille lavt hus i
lyserøde farver.
Jeg husker ikke
hvordan toilettet var, men på værelset var der en servante med
et stort porcelænsfad samt en tilhørende kande, så søvnen kunne
gnides ud af en otte års drengs øjne om morgenen.
Den sommerferie
husker jeg mest for de vidunderlige dage på Nordstrand, og så at
jeg kom til fyret 2 gange på samme dag. Første gang med min far
og bror og vores lille hund. Vi startede klokken 4 om morgenen.
Den tur glemmer jeg aldrig. Senere samme dag skulle nogle fra
pensionatet også derud, og JEG var med for at vise vej. Jeg sov
godt den aften.
Inden jeg kommer til
afsnittet om ’Vera’ vil jeg hoppe nogle år frem til 1958.
Da var vi 5
klassekammerater, der var taget til Anholt i telt, selvfølgelig
på min foranledning. Vi lå i telte ude bag ved kirkegården, hvor
mit telt har stået mangen en sommer. Jeg havde som sædvanlig
været inde hos fru postmester for at sige, at nu var jeg her
igen. Hun hilste altid med et ”goddag Tubber, hvor ligger du
henne i teltet?” Jeg fortalte det. Nogle dage senere kom hendes
mand ud til teltet på sin tjenesteknallert, desværre med en
besked om, at en af mine kammeraters bedstemor lå for døden, så
han skulle hjem. MEN hvilken service af det Kongelige Postvæsen.
Husker jeg ret at posten også var telefoncentral dengang?
Ad flere omveje er
jeg nu nået til turen med `Vera` i 1952 og den følgende tragiske
begivenhed. Jeg var kørt i bus fra København til Randers sammen
med min ældre kusine, der læste i København. Min faster og onkel
overlæge skulle holde ferie på Anholt, og vi skulle med. De
elskede øen, og min faster, der i skrivende stund er 103 år og
frisk som en måge omkring fyret, elsker stadig øen, selv om hun
måske ikke regner med at komme der mere. Vi skulle bo i et hus
der hed ’Pax’, oppe på førstesalen. Det lå (og ligger der nok
endnu) på venstre side af vejen ud mod ørkenen, skråt over for
forsamlingshuset.
Det blæste rigtig
voldsomt, selv i Randers, så via telefonen fik vi at vide, at
afgangen var udsat. Kaptajnen hed Veber, tror jeg, og styrmand
(førstemand) hed Kaj. Der har nok været en eller to mere ombord
som besætning, men dem har jeg ikke nogen erindring om. Hen på
eftermiddagen blev vi ringet op, at ’Vera’ snart ville sejle, så
vi kørte til Grenå.
Alt var klart, og
kaptajnen sejlede mod Anholt. Vi havde en kahyt nedenunder med
koøje ud mod dækslugerne foran styrehuset. Det var rigtig
havvejr. Jeg var ikke syg, men sov det meste af tiden. På et
tidspunkt blev min onkel kaldt op i styrehuset, han var jo læge,
da der var noget rivende galt. Et skib var ved at synke ud for
Anholt, og ’Vera’ skulle være med til redningsaktionen. Jeg og
min kusine var blevet vækket af uroen og lå og kiggede ud af
koøjet, ud på fordækket, hvor bølgerne slog ind over hele tiden.
Pludselig blev den
store projektør på ’Vera’ tændt, og lysstrålen fejede ud over
det vilde hav. Derude så vi et skib, der lå på siden eller måske
mere, med bunden i vejret. Deroppe sad nogle mennesker. ’Vera’
blev mesterligt sejlet om i læ af havaristen, og der blev kastet
redningskranse med liner ud, så vi lå meget tæt på det kæntrede
skib. Jeg bemærkede tilmed at vandet imellem os og havaristen
var helt stille på grund af det læbælte, der var skabt imellem
de to både. Projektøren gled fra redningskransene op på de
stakler, der sad der oppe, men de sprang ikke i vandet. Jeg
husker det som at ’Vera’ sejlede op til havaristen tre gange.
Sidste gang sad der stadig personer oppe på bunden. Men lige
pludselig forsvandt skibet i et stort sugende bølgeskvulp og
skib og staklerne var væk.
Jeg husker ikke
meget mere fra den nat, andet end at da vi kom ind i havnen,
havde ’Vera’ rorproblemer og løb på grund på sandet ud for
redningsstationen og spejlet over håndvasken faldt ned og gik
itu. Jeg kan blande disse to begivenheder sammen, således at
forstå, at denne grundstødning kan have været fra en af mine
mange andre ture til Anholt.
På Anholt var alt
der kunne krybe og gå, på havnen, ikke mindst fordi man havde
frygtet at det var gamle ’Vera’, der var gået ned, og inden da
havde sendt nødsignaler op.
Inden vi tog tilbage
til fastlandet, var der ankommet store flydekraner, der skulle
bjærge skibet. Det hed M/S Portland af Aalborg og var på vej fra
Aalborg til København med cement. Der var i alt 21 mennesker
ombord, hvoraf kun 4 blev reddet. Desværre reddede ’Vera’ ingen.
Jeg mener at det var et tysk indregistreret skib, som de 4 var
heldige at komme op på.
Datoen var 22. juli
1952
Torben Stein
Tikøbvej 16
3060 Espergærde
Skrevet 19. februar
2009
