Hovedmenu
Anholt Turist
Spisesteder
Overnatning
Transport
Service & Erhverv
Turistinformation
Dagligdagen
Offentlig service
Foreninger
Køb og Salg på Anholt
Noget andet
Om anholt.dk
 
Lokalmenu
Startside
Niveau op
 
 

 

Anholt Posten

 
 
 

 

Leder - Anholt Posten -  2006

 

Efterår

 

Så er det høsttid

Landbrug har vi jo ikke, men alligevel er der masser at høste lige nu. Brombærrene står flot med sine mørke saftige bær, dejlige hyben kan plukkes overalt. Svampe dukker op alle vegne. Nødder, æbler, pærer jo det bugner. Her er liv.

Anholt høster også hvad sæsonen gav. Vi har haft et stort antal besøgende, også her efter højsæsonen. Der har været arbejde at få og der har været masser at tage sig til. Hans på kroen har ansat mange lokale, som således har job langt ind i efterårssæsonen og det er jo dejligt til.

Her har været så travlt, at vi selv drukner i menneskehavet. Der har været anholtboere man ikke har set i månedsvis. Og sådan er det. Mange har selv haft sommergæster, familie og venner, og det er jo også dejligt.

Men høsttiden er også starten på årets traditionelle sammenkomster. Lørdag d. 28. oktober lægger vi ud med høstfesten, onsdag d. 8. november afholdes den hyggelige senior-/pensionistmiddag på Kroen og endelig er der så andespillet, søndag d. 3.december.

I begyndelsen af september flyttede en ung familie til øen. Med en stor portion ”gå på mod” lykkedes det dem at finde både job og bolig. Det er dejligt med nyt blod, flere børn til skole og børnehave. Kan vi selv gøre mere for at få flere tilflyttere til øen?  Kunne en lokal formidling af jobs, store som små være en løsning? Hvordan knytter vi synlige arbejdspladser og synlig arbejdskraft sammen.

Af og til sker en såkaldt usynlig jobformidling, altså der indgås aftale om, hvem der skal besætte et job.  Bør vi ikke altid slå et ledigt job op, synligt for alle på øen, samt for folk, der vil flytte til øen? – Men stadig er det selvfølgelig den bedst kvalificerede, der skal have jobbet.

   

I begyndelsen af august gæstede vores miljøminister Connie Hedegaard øen, sammen med repræsentanter fra Skov- og Naturstyrelsen og Ø-sammenslutningen. Vi fik lejlighed til at præsentere emner, som vi er optaget af og som ligger i ministerens arbejdsområde. Morten guidede et 2 timers ørkenbesøg.

Bagefter blev det til en tre kvarters rundtur på resten af øen. Ikke meget, men vi havde udsendt et oplæg inden turen, så det var lettere at følge med. Her tog vi udgangspunkt i østøttelovens tilskudsprojekter på øen. Desværre kunne vi på den korte tid blot udpege, men ej besøge disse projekter. Undervejs drøftede vi også sommerhusbebyggelse, infrastruktur, kystsikring, samt havnens store betydning for vort samfund. Derefter gav Nete en orientering om turismen på øen. Ved en dejlig frokost på kroen blev der lejlighed til at drøfte dagens indtryk. Alt i alt en fin dag.

Nu skal vi gøre klar til vinteren. Arbejdet med ”Værdsæt Anholt” skal i gang igen. Vi er meget lydhøre, hvis netop du sidder inde med gode ideer og energi til at puste liv i grupperne igen.  I bestyrelsen har vi aktuelt planer om at sætte skub i arbejdsgruppen vedrørende ”Natur & turisme”. Indledningsvis vil vi invitere egnede og inspirerende foredragsholdere, som skal sætte gang i de kreative ideer. Vi siger velkommen til en god og arbejdsom vintertid.

En herlig sensommersøndag

Bestyrelsen, Anholt Borgerforening

 

Abonnement på "Anholt-posten" incl. passivt medlemskab af Anholt Borgerforening , 125 kr./år, kan bestilles hos kassereren:

Jette Hansen

Jette.Hansen12@skolekom.dk

Tlf.  8631 9312

 

Anholt Turist - Østervej 12 - DK 8592 Anholt - +45 8631 9133 - turist@anholt.dk