|
Så står
der endelig sommer på min kalender. Det kan også duftes,
det er helt specielt. Uge for uge stiger
befolkningstallet på øen. Også i forårsmånederne har øen
været godt besøgt. Mange er her for første gang. De
betages straks af det unikke, uberørte Anholt, uden en
masse forstyrrende tivolisering, som man jo finder så
mange steder. Gæsterne opfordrer os til at passe godt på
øen. Vi gør hvad vi kan. Mange af øens faste gæster
viser også stor interesse. Især i forbindelse med
kysterosionen på Nordstrand har vi modtaget mange mails,
billeder og forslag til løsninger. Tak for det. Også
indlæg til Anholtposten er meget velkomne. Bladet er
eftertragtet og læses over hele ”verden”.

Anholt er
også rygternes ø, - og rygtet vil vide, at flere
sommerhusejere har flyttet folkeregisteradressen her til
øen. Det er fint nok, hvis man rent faktisk bor her, for
der er plads til flere, men det er ikke i orden, hvis
det kommer til at koste de faste øboere den favorable
transportordning.
Som en
særlig service kan du læse referater fra møder i
Borgerforeningen på
www.anholt.dk,
samt i skabet på præstens plankeværk.
Sidst i
april besøgte kommunens Anholtudvalg øen. Kun en enkelt
var genganger fra det gamle udvalg. Så vi starter helt
på en frisk. På mødet var der stor lydhørhed og velvilje
overfor de emner vi ønskede at drøfte. Den kommende tid
vil så vise, hvor meget der kan blive omsat til
handlinger. Andetsteds i Posten kan du læse et kort
referat fra mødet. Men der var klar tale, da det drejede
sig om vores bekymring for misbrug af erhvervsejendomme
til sommerhusbolig. Talen var helt klar;
erhvervsbygninger må kun anvendes til erhverv, samt
overnatning for tilknyttet personale, mens de udfører
arbejde på øen. Ophører et erhverv kan bygningerne ikke
overgå til anden status. Det er kommunen, der har
tilsynspligten og den vil de leve op til.
Netop her
i foråret har Grenaa Havn solgt et stykke jord, som også
er lejet ud til Fiskernes Fællessalg. Det var en trist
sag for alle parter, men netop inden posten gik i
trykken fandtes en løsning. Fiskerne købte jorden under
ishuset billigt og ”Delikatessen”, som var køber fik lov
til at beholde sit lod. En trist sag for alle parter.
Men nu
er der lys forude, idet, formanden for Anholtudvalget,
Niels Erik Iversen, som også |
|
|
sidder i
Grenaa Havns bestyrelse har netop meddelt os, at den
gode dialog, som vi havde sidste sommer, genoptages. Det
ser vi frem til med glæde.
Der er
rigtig megen grøde i Anholts befolkning, man kan
simpelthen ikke komme til at kede sig. Både vinteren og
foråret har budt på rigtig mange aktiviteter for alle
aldre. Rollespil, madhold, madklubber, syklub, gymnastik
og meget mere. Foråret bød også på et velbesøgt
førstehjælpskursus. Succesen gentages efter sommeren.
En god
gammel tradition blev vækket til live midt i maj,
kvindefrokosten. Over en let anretning fik vi snakket,
grinet og hygget os. Mange gode ideer og inspiration
blev udvekslet. Vores mænd ville ikke stå tilbage. De er
gået sammen og har dannet Anholt Dreamteam. Pinsedag
spillede de den første kamp, - og vandt. Bare rolig, der
kommer mer’.

Endnu en
tradition blev effektueret, nemlig REN DAG. Pinselørdag
fik byen og øens strande en grundig omgang. Mange havde
fulgt opfordringen og mødte op for at gøre øen ren og
pæn til sæsonen. Tak for det.
Og så må
vi jo heller ikke glemme at minde om beskæring af træer
og buske, så veje og stier er fremkommelige for diverse
transportmidler, som er med til at sikre, at du får et
godt ophold på øen. Det har du nok læst før, men gør det
nu – helst før din nabo.
En meget
varm junidag
Bestyrelsen, Anholt Borgerforening
 |