|
DYRELIVET
I forårsmånederne passeres Anholt af
tusinder af småfugle på træk og også rovfugle ses i stort antal.
Særligt maj måned er god for fugleiagttagelser, og det er også i
denne måned de fleste af Anholts ynglende fugle lægger deres æg. Fra
maj og de næste tre måneder frem skal vi tage særlige hensyn til
fuglene.
De mest truede fuglearter er de som har
deres rede på stranden og i Ørkenen, f.eks. ænder, vadefugle, måger
og terner. Disse er særligt sårbare fordi de lægger deres æg på
jorden.
I Ørkenens østlige ende har de store
måger deres reder og kolonier. Sildemågen som kun yngler få steder i
det øvrige Danmark kommer i april til Anholt efter at have tilbragt
vinteren i Mellemafrika. Denne smukke og sjældne fugl giver mere end
nogen anden Anholt sit særpræg. overalt langs kyster og på havet ses
den. Sildemågen yngler i tætte kolonier ved foden af Sælhøjene, de
grågule sandmiler langt mod øst. Her har den i de stille og øde
sandsletter et fristed hvor den trives. Den yngler i et antal på
omkring 700 par, langt det største i Danmark.
Sølvmågen og svartbagen ses også i
Ørkenen med reder og unger, men i langt mindre antal en sildemågen.
På mang måder adskiller disse to måger sig fra sildemågen. De
trækker ikke modd syd om vinteren, yngler ikke i tætte kolonoier og
søger ikke føden på havet som sildemågen. Disse vore to største
måger er også langt mere almindelige overalt i Danmark.
Fuglekolonier, også mågekolonier, tåler
ikke meget forstyrrelse. Rederne ligger tæt og skræmmes de gamle
fugle først af rederne kan unger og æg dø af for stærk sol eller
regn. Er ungerne så store at de færdes frit kan de ved forstyrrelser
skræmmes bort fra rederne og dermed miste forældrenes beskyttelse.
Mågerne advarer én i god tid om at man er ved at nærme sig en
koloni. De flyver skrigende omkring og kommer man helt hen til æg
eller unger, styrtdykker de ned mod ens hovede mens de skriger
faretruende. Hunde som går løse i en fuglekoloni kan lave mange
ulykker, især på fuglenes unger.
Langs kysten møder man ofte de små
hurtige mågelignende fugle ternerne. På Anholt yngler der tre arter,
fjord- hav- og dværgterne. Hav- og fjordternerne ligner hinanden
meget. De har begge rødt næb, men fjordternen har en sort spids på
næbbet og havternen er lidt mere langhalet. De styrtdykker i vandet
efter fisk og er iøvrigt endnu mere aggressive end mågerne hvis man
kommer for tæt ind på rederne. Dværgternen er mindre, har gult næb
men ligner ellers de to andre terner i flugt og adfærd.
Dværgternerne har på Anholt en meget vigtig koloni, den
tredjestørste i Danmark.
Omkring Anholts kyster findes store
mængder ænder. Så mange at man regner det for et af Europas
vigtigste andefugleområder. Den mest almindelige er ederfuglen som
yngler i Ørkenen. Fra tidlig i maj til midt i juni kan man se
ederfuglehunner ligge og trykke på reden. Den er svær at få øje på
og bliver ofte liggende på reden selv når man er få meter fra den.
Nar ederfuglen selv forlader reden plejer den at dække æggene til
med de bløde rededun, så krager og andre fugle ikke får øje på
æggene. Hvis du kommer til at skræmme en ederfugl af reden bør du
dække æggene til med rededunene.
Flakket er lukket for offentligheden,
men man må godt gå rundt om Flakket langs stranden. Også på
sandstranden yngler der fugle, så hvis man ønsker at tage det størst
mulige hensyn til disse fugle bør man kun gå helt nede i vandkanten
og ikke tage ophold eller gå i vandet. I juni og juli yngler terner
og vadefugle langs Flakkets nordkyst. De har i de senere år været
ved at forsvinde helt på grund af forstyrrelser. Kommer man for tæt
på ternekolonierne vil de gamle fugle flyve skrigende omkring og
måske gå til angreb. Vadefuglene vil bortlede opmærksomheden fra
reden ved at lade som om de har brækket vingen. Hvis man færdes i
områder hvor gamle fugle flyver ængsteligt skrigende omkring, er der
stor risiko for at man kommer til at træde på æg eller unger. Disse
falder nemlig så godt sammen med sandstranden at de næsten er
umulige at få øje på. Tager man ophold i området tør de gamle fugle
ikke komme ned på reden med føde til ungerne, som også kan være i
fare for at dø af varme, kulde eller fugt.
Anholt har også et rigt småfugleliv om
sommeren. Tusinder af fugle trækker forbi om foråret, men en del
slår sig ned og bliver sommeren over. En af dem er den usædvanlige
markpiber. Går man en tur i Ørkenes mest øde og tørre steder kan man
møde en lille uanselig fugl, som kun findes få andre steder i
Danmark. Markpiberen er lyst gråbrun og bevægter sig som en
vipstjert. Den flyver gerne en lille bue mens den synger sin
monotone sang. Det er en typisk steppe- og ørkenfugl, som i Danmark
har fundet et passende levested på Anholt.
Sælerne har altid foretrukket områder
som ligger langt fra menneskelig beboelse. Som regel opholder de sig
langt ude på havet, og når de er nødt til at søge land for at føde
unger eller skifte pels, foretrækker de øde steder som ubeboede
holme og sandbanker langt fra mennesket. På Anholt findes en bestand
af sæler som føder deres unger i juni-juli. Da ungen fødes på land
er det livsnødvendigt for sælerne at de får fred på deres
ynglepladser. Hvis man ser sæler ligge langs stranden skal man ikke
forsøge at nærme sig dem, da de i en afstand af ½-1 km skræmmes i
vandet. En flok sæler der er skræmt i vandet af mennesker går ikke
på land igen de første 5-6 timer. Sker dette ofte kan årets afkom gå
tabt. Af og til kan man fra kysten se sæler svømme ude i vandet.
Som Anholts landskab og planteliv er
også dyrelivet meget usædvanligt og egenartet. Overalt venter de
spændende iagttagelser, men kun for den forsigtige og hensynsfulde
iagttager vil naturen åbne sig fuldt ud. |
