|
Den integrerede skole Anholt er beliggende i et af
Danmarks smukkeste områder. Der er hav, strand, skov, eng og ørken
lige uden for døren.
Her bor ca. 150 mennesker på øen, hvoraf ca. 30 børn er fra 0-15 år.
Det meste af året er her fredeligt og roligt og der er tid til
hinanden og til fordybelse. Dette gælder også for "Børnehaven", som vi
kalder den integrerede skole Anholt. Normalt har børnehaven åben fra 9
-16, men vi har de sidste par år kørt med en fleksibel åbne/lukketid,
hvis forældre har brug for det på grund af arbejde. Vi er øens eneste
pasningstilbud, hvilket stiller krav om alsidighed og plads til alle.
Vi er normeret til ca. 17 børn i alderen 0-10 år. Aldersspredning
giver børnene en naturlig oplevelse af forskel i kunnen og dermed
hensyntagen og hjælpsomhed i forhold til hinanden - man kommer tit til
at tænke på børnene som en stor søskendeflok.
Sommermånederne er de travleste her på Anholt, da hovederhvervet er
turisme, men der er ikke mere travlt, end at børnene ser deres
forældre, når børnehaven færdes på øen, og der er som regel tid til at
vinke og evt. et kys eller kram. Forældrenes og børnenes liv er kendt
og hænger sammen i hverdagen, selvom man har travlt her sit sted.
Livet er trygt, da alle kender hinanden.
Vi er som forældre, personale og børn meget synlige, uden at det
betyder, at vi sidder lårene af hinanden, når vi har fri, men vi
følger med i hinandens liv og ved meget om hinanden på godt og ondt,
som i alle små samfund. Det betyder også, at vi hver især har meget at
skulle have sagt og rig mulighed for at blive hørt i f.eks.
bestyrelsesarbejdet. Beslutningsgangen er ikke så lang, da vi er få,
der skal være enige.
Er naturen, nærværet, stilhed og tid - tid til dine børn - sagen, så
er Anholt stedet.
Fakta
Den integrerede Skole, Ørkenvej 1, 8592
Anholt
Telefon : 8631 2860
Souschef :
Kirsten Østergaard Rasmussen
Normering:
Ca. 15 børn i alle aldre
Åbningstid :
kl. 09.00 - kl. 16.00 |