| |
Anholt fik en havn i 1902; men forinden havde der været
svære overvejelser. Der havde været overvejelser om en statslig
fiskeri- og tilflugtshavn på Anholt, men sagen var trukket i
langdrag dels p.g.a. landets økonomiske situation og dels p.g.a.
en diskussion om en evt. havns beliggenhed på øen. Mest oplagt var
det jo nok at placere en havn ved Pakhusbugten. I Pakhusbugten var
vanddybden god og en evt. havn ville ligge i læ for vestenvinden.
At der så også allerede eksisterede pakhuse ved anløbspladsen ved
Pakhusbugten gjorde ikke den placering mindre idéel.
Alligevel besluttede man at anlægge den nye havn på det nok
dårligste sted, hvor den kunne placeres, på Anholt. Belært af den
engelske besættelse af Anholt fra 1809 til 1814 og efter et vist
pres fra tysk side besluttedes det at anlægge Anholts nye havn ved
Stenklippen i det nordvestre hjørne af Anholt. Man frafaldt idéen
om at anlægge en havn ved Pakhusbugten, idet besejlingsforholdene
der var for gode (!!!). Det var jo bl.a. det, englænderne havde
benyttet sig af, da de besatte Anholt i 1809. Hvorfor skulle en
anden fjendtligtsindet nation så heller ikke kunne finde på det
samme?
Man var da helt klar over, at placeringen ved Anholts nordvestre
hjørne ville afstedkomme problemer med tilsanding og der var da
også kommet et projekt frem om at bygge en såkaldt ø-havn, som
skulle være forbundet med Anholt med en bro. Denne bro, havde man
tænkt sig, kunne sprænges i luften, dersom faren for en fjendtlig
invasion var overhængende. En ø-havn var imidlertid dyr. Så dyr,
at man på Tinge ved forhandlingerne, den 13. marts 1899, var af
den opfattelse, at omkostningerne ved en »vedligeholdelse af
dybden« i en kommende konventionel havn ville være mindre end
alene renteudgifterne ved anlæggelse en ø-havn. Det må derfor være
klart, at man ved placeringen af en havn på Anholts nordvestre
hjørne var fuldstændig klar over, at man ville få problemer med
tilsandingen af en havn på Anholt, allerede før den blev
bygget.
Der er to ting i den historie, som er interessante. For det første
kan man se, at Anholts strategiske beliggenhed – midt i Kattegat -
umiddelbart har spillet en større rolle i det storpolitiske spil i
datidens Europa. Dengang – i 1899 – var det tyskerne, der var
bange for en “fjendtlig” invasion. Senere – umiddelbart efter 2.
verdenskrig – var det russerne, der var bekymrede på Anholts
vegne. For det andet kan man også se, at det ikke er noget nyt, at
folkevalgte politikere ud fra Gud-ved-hvilket motiv vælger den
åbenbart mest tåbelige løsning på et problem.
I
1899 var det tyskerne, der sagde “BØH!” i kulissen og så var der
et par rigsdagsmænd, som lod sig kyse. Det lider Anholt under den
dag i dag; men som et vittigt hoved sagde: “Skagen har sin
tilsandede kirke – Anholt har sin tilsandede havn!” |
